|
Torup Kunst-rute
Halsnæsposten,
den 20. april 2008
ÅBNE VÆRKSTEDER: Der er
lagt op til en god søndagsudflugt til Torup på søndag d. 20. april, hvor
ni kunstnere fra Torup åbner deres atelier/værksteder for publikum fra
kl. 12-17.
Kunstnerne bor stort set dør om dør, så man kan gå fra sted til sted.
Her vil der være mulighed for et indblik i arbejdet og få en snak med
kunstnerne om teknik og tanker. Man kan se billedkunst, keramik,
pileflet og træskulptur. Det er fjerde gang, Torup har åbne værksteder.
Man kan evt. starte rundturen i Kælder Galleriet i Torup Brugs, hvor
kunstnerne viser diverse værker. Her kan man planlægge sin kunstrute.
Som hjælp til at finde rundt er der en folder med angivelse af, hvor de
deltagende kunstnere kan findes. Der er endvidere ophængt
informationsplakater ved Torup Brugs, ved p-pladsen i Øko-byen og ved
Dyssekilde station.
Kunst i Torup har fået to nye, meget spændende medlemmer, Tina Rosenberg
og Birgitta Steen, begge professionelle kunstnere, der lever af deres
kunst og undervisning.
Der er sikkert mange, der kender Tina Rosenberg fra Galleri Liisberg,
hvor hun har haft atelier i to år. Hun er inspireret af naturen i
Danmark og rejser i de nordatlantiske lande med kærligheden til fjelde,
fjorde, fugle, fisk, blomster og træer.
Birgitta Steen er flyttet til Torup her i foråret og har en lang
karriere bag sig med debut i 1971. Birgitta er født i Sverige, men har
boet i mange lande og studeret på kunstskoler i Paris, Boston, San
Francisco og Stockholm. Siden 1987 har hun undervist på kunstskoler og
haft kursusvirksomhed over det meste af Europa. Birgitta Steens kunst
spænder over akryl/oliemaling, akvareller, fotografier, installationer
og skulpturer. Derudover er Birgitta Steen forfatter, fotograf og
illustrator på 10 bøger.
Flere oplysninger på:www.kunstitorup.dk.
|
|